Til hørings- og orienteringsparter
Trafikstyrelsen har modtaget anmeldelse om igangsættelse af en miljøkonsekvensrapport i forbindelse med etablering af CO2-terminal på Asnæsværket.
Trafikstyrelsen vil indledningsvist gøre opmærksom på, at Miljøstyrelsen har afholdt en 1. offentlighedsfase i perioden 10. september til 24. september 2025. Miljøstyrelsen og Trafikstyrelsen har delt myndighedskompetence for projektet. Nærværende høring foretages med udgangspunkt i Trafikstyrelsens regelgrundlag.
Trafikstyrelsen er myndighed for behandling af sager om etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet i havne, jf. § 2 i lov om havne jf. lovbekendtgørelse nr. 116 af 24/01/2024.
Projektet er omfattet af bilag 1, punkt 8 b i bekendtgørelse nr. 855 af 2. juni 2025 om vurdering af virkning på miljøet af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administrationen af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havn.
Etablering af CO2-terminal på Asnæsværket kræver derfor en vurdering af projektets indvirkning på miljøet samt administrativ tilladelse.
Trafikstyrelsen skal jf. § 19, stk. 4, i samme bekendtgørelse høre berørte myndigheder, inden styrelsen afgiver afgrænsningsudtalelse. Vedhæftet er udkast til afgrænsningsnotat, som vil danne grundlag for styrelsens udtalelse. Styrelsen skal i denne forbindelse bede hørings- og orienteringsparter om eventuelle bemærkninger til afgrænsningsnotatet.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 23. januar 2026 til nave@trafikstyrelsen.dk cc VVM@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2023-164144.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.
De indkomne høringssvar oversendes til bygherre.
Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til afgrænsningsnotatet, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.